WHAT THE NUT?

Det er bestemt ikke "Nøddeknækkeren" som man kender den, når Bora Bora for første gang nogensinde præsenterer en juleforestilling. Tchaikovskys elskede juleklassiker bliver udsat for humoristisk popmusik af det multinationale indiepopband John the Houseband, der er et bandprojekt, som blander performance og musik. Sammen med Norrlandsoperans Symfoniorkester har de skabt en version, hvor det klassisk møder moderne pop og performance møder ballet.

Den Amsterdam-baserede gruppe af musikere og kunstnere fra Sverige, Island, Belgien, Spanien og Tyskland har trukket de hvide tennissokker godt op over de stramme afvaskede jeans. Udstyret med pandesvedbånd fra 80'erne, vimpler og pastelfarvede t-shirts giver de deres musikalske bud på legetøjskeyboards og med rigtige nøddeknækkere som rytmesektion.

Nødden er kommet i centrum - i en tre meter stort oppustelig udgave. John The Houseband spørger "What the nut?!" med et kitschet og ironisk glimt i øjet.

Så glem den oprindelige ballerina og rottekongen og tag på en tur til en galakse langt langt væk. Et rumfartøj med Hazel, Wal, Pea, Coco, Almond og Pistachio ombord lander på planeten Nutcracker. Efter en vanskelig landing og et dramatisk møde bliver ekspeditionen omdannet til en glædelig udforskning. John the Houseband laver coverversioner af dele af musikken og skaber nye koreografier baseret på det originale værk.

Fra 8 år og op. Forestillingens sang og tale er på engelsk (men forestillingen er primært baseret på musik og visuelle elementer).